Paradokset, som ikke blev bemærket af mig, men som alligevel generede mig så meget, at jeg besluttede at afsætte en artikel til det, er som følger. Psykoterapi er med til at øge den enkeltes isolation. Så mærkeligt! Målet med psykoterapi, især gestalttilgangen, er jo at udvikle en persons evne til at skabe kontakt og vedligeholde den. Vi som psykologer arbejder for, at et menneske lærer at udtrykke sine følelser og leve dem fuldt ud. Denne tanke lød i mit hoved tidligere, men jeg kunne ikke finde en form for den. Eller måske var der ikke behov. Men selv i min personlige terapi bemærkede jeg, at min forbindelse med venner syntes at blive tyndere. Jeg klynker ikke længere over mine problemer ved almindelige sammenkomster. Jeg har en særlig person og en særlig afsat tid til dette. Derfor er der færre emner at tale om. Min følelsesmæssige sult er allerede blevet stillet andre steder. Eller et andet eksempel på dette paradoks. Samfundet udsender dobbelte værdier, og det er sværere for en person at vise sit sande jeg og føle ægte nærhed - vær dig selv, men glad og vellykket - du kan udtrykke alle dine følelser, helst kun positive - du kan altid spørge for støtte og hjælp, bare lad være med at give det nu - penge det er ikke det vigtigste, når du har nok af dem - pas på dig selv, men fornærme ikke andres følelser med dit udseende. Social isolation er et alvorligt problem i det moderne samfund. Teknologien har gjort vores liv så behageligt og bekvemt, at vi nemt ikke kan gå udenfor i ugevis. Dagligvarer, tøj og fritid med hjemlevering 247 er tilgængelige for alle, hvis bare internettet var ved hånden. Selv en lægekonsultation kan nu ske med abonnement. Og det ser ud til, at psykoterapi hjælper en person med at blive mere levende og udvikle sine kommunikationsevner og overvinde social isolation. Han går udenfor, føler sig mere sikker i samfundet, kommunikerer let og griner. Men det er, som om der sker andre processer i virkeligheden. Personen forstår, at han som et resultat af terapi nu nemt kan udføre denne eller hin sociale handling, men han ser ikke længere pointen eller har intet ønske. Eller hans ideer om sig selv er blevet så styrket, at der nu ikke længere er behov for anerkendelse fra eksterne mennesker og følgelig for interaktion med dem. Denne artikel belyser kun dette paradoks. Jeg stiller ikke dybe filosofiske spørgsmål, selvom jeg gerne vil indsætte en bemærkning om, at sådanne processer er uundgåelige på visse stadier af terapien, hvilket slet ikke er en indikator for afslutning. Tværtimod åbner der sig et nyt felt af betydninger og mål for den terapeutiske proces. Og alligevel er der et vist punkt af uforståelighed for mig. Tror du, at psykoterapi kan bidrage til en persons stigende sociale isolation? Ser du dette problem i samfundet??