Fra forfatteren: DRUKNE, drukne (nordlig) eller drukne, drukne, drukne / Dahls Forklarende Ordbog “- Langt, langt bagved fyrreskoven er der en lille have. Dér er græsset tykt og højt, der er store hvide hemlock-stjerner, og nattergalen synger hele natten, og den kolde krystalmåne kigger fra oven, og takstræet strækker sine gigantiske arme ud over de sovende.” O. Wilde Hjertet bankede, som om det var ved at springe af forskrækkelse. Jeg mærker, hvordan vand fylder hulrummet i min mund og trænger gennem min hals. Der er så meget vand, at mit skrig er fuldstændig uhørligt og meningsløst. Jeg troede aldrig, at lungerne kunne være tunge. Organet, der styrer luften, skal være let, men her sprænger vægten af ​​vandet brystet, som en pose vand, der presser indefra. Jeg prøver i det mindste at trække vejret, men tonsvis af vand har allerede dækket mig, og det bærer mig ind i mørket, ind i afgrunden. Jeg ser ikke noget, kun en let sløret plet fra solens stråler, som gradvist forsvinder bag tykkelsen af ​​vandet. Erkendelsen kommer, at der kun er et par sekunder tilbage, øjeblikke før jeg vil være fortabt i det ukendte. Den eneste tanke var, at jeg fortalte min mor for lidt, at jeg elskede hende. Mor, hendes trøst ville være lige nu. Så ofte var jeg vred på hende, men nu vil jeg falde i hendes arme og have dem til at beskytte mig mod denne følelse af rædsel, følelsesløshed og frygt. Hvor er den tunnel? Eller bliver det senere? Der er stille, og jeg er allerede helt tilpas, det kolde vand virker allerede ret varmt. Vandfladen omsluttede mig som et frottétæppe efter et brusebad. En stor fisk svømmer foran. Hendes skæl ser gyldne ud. Da jeg kommer tættere på, ser jeg hendes store øje. Mon hun forstår, at jeg er ved at dø? Måske kan hun gøre noget? Som i eventyr eller science fiction. Den dumme fisk var bange for mig, og nu er der ikke flere øjne eller vidunderlige skæl, kun halen blinker i mørket. Det bliver mørkt. Det bliver mørkt for mine øjne. Det er minderne. Fra start til slut. Jeg ser på min kone, to drenge sparker til en bold, mor og far tumler i gården. Yndlingslærere og venner. Arbejde, og en masse unødvendige problemer, som vi selv skaber. Der er så meget fortrydelse, at jeg så sjældent sagde, at ordet kærlighed er en mærkelig ting. Først nu indså jeg, at jeg var bange for at elske og tale om det. Jeg var bange for, at de ville afvise mig, grine af mig eller ikke forstå mig. Frygt for, at jeg ville se latterlig ud, dum eller virke for blød. Jeg troede ikke engang, at man kunne være seriøs og tale om kærlighed, om intimitet. Intimitet skræmmer os altid. Når det er der, løber vi væk fra det, når der ikke er nogen at dele det med, så ved vi ikke, hvordan vi opbygger relationer, vi bliver ikke lært dette. Jeg ved kun, at i umiddelbar nærhed går paranoide fantasier af skala. Elsker de mig lige så meget som jeg gør? Vil de forråde mig? Er der brug for mig? Er jeg værdifuld? Alt dette er nonsens! Intet af dette betyder noget! Jo mere vi er bange, jo mere dumt og absurd viser det sig, og når det viser sig latterligt, bebrejder vi også os selv. Vi er voksne, men vi opfører os som umodne teenagere. I nogle øjeblikke i livet forgifter skam os, ligesom gift, og tvinger os til at tage afstand fra vores kære og kære mennesker. Får dig til at skjule dine sande følelser, fremstå streng og fast. At miste dem, som han var klar til at forbinde sin skæbne og liv med. Det forekommer mig, at jeg ser ham, noget hvidt der i det fjerne. Nå, nu er det bestemt tid for mig at gå. Lyset intensiveres, jeg ved ikke præcis, hvad det er. Måske en bjælke, eller måske en tunnel. Hvem bekymrer sig, han er smuk og det er det vigtigste. Måske kan jeg fortælle denne verden, at jeg elsker den. Eller jeg vil møde en, der vil sige velkommen til mig, du er velkommen, jeg føler, at min krop ikke længere er min. Jeg flytter fra ham. Det er, som om jeg er ved at komme ud af en tung taske, og det bliver meget nemmere for mig selv at flyve til den lyse stråle. Jeg kigger mig omkring og ser mig selv. Det er trist, jeg vil gerne hjælpe. Dumt dilemma: vende tilbage eller fortsætte med at følge strålen? Et sekunds tvivl og lyset begynder at dæmpe, hvad med min familie uden mig? De vil blive såret. Jeg vil ikke have, at min kone græder, men nu vil hun græde meget. Det ser ud til, at jeg ikke længere kan dy mig, jeg kan kun følge med, hvor jeg bliver kaldt. Min krop.