Fra forfatteren: Kære læsere. Den foreslåede artikel "Generativ psykoterapi" er beregnet til et professionelt publikum af psykologer, læger og psykoterapeuter. Artiklen indeholder materiale, der efter min mening kan foretage væsentlige justeringer i forståelsen af ​​den psykoterapeutiske process mønstre og mekanismer og psykoterapiens karakter generelt. Artiklen præsenterer ideer og bestemmelser, der er resultatet af mit mangeårige arbejde som teoretisk psykolog med at studere en persons evner som individ og som genstand for hans egen udvikling. Materialet til teoretisk analyse og tilsvarende generaliseringer er først og fremmest min egen psykoterapeutiske praksis, såvel som mine kollegers praksis, der arbejder i paradigmet "nybølge-psykoterapi" og "humanistisk psykologi". Hovedmålet med et sådant arbejde er udviklingen af ​​den velkendte "generative tilgang" til at løse psykologiske problemer i et sammenhængende system af psykologisk viden og praksis, som jeg betegner som "generativ psykologi og psykoterapi." Med venlig hilsen Candidate of Psychological Sciences, psykoterapeut i det Unified Register of Professional Psychotherapists in Europe, Pyotr Silenok. "Generativ psykoterapi" er et holistisk paradigme, der afspejler humanistisk (K. Rogers, A. Maslow), kognitiv-information (primært baseret på refleksprincipper og mekanismer - I. Sechenov, I. Pavlov, P. Anokhin, N. Bernstein, J. Miller, E. Galanter, K. Pribram) såvel som psykolingvistiske (Chomsky) og psykoøkologiske (G. Bateson) tilgange til at forstå naturen af ​​menneskelig erfaring. Essensen af ​​dette paradigme er at forstå enhed af processerne for personlighedsudvikling (selvrealisering og selvaktualisering) og generativitet. Generativitet (oversat som "at generere noget nyt") betyder processen med at generere, under menneskelig udvikling, nye betydninger, psykologiske strukturer og adfærdsformer, der opfylder kravene til tilpasning på et nyt personligt niveau. Fremkomsten af ​​neurolingvistisk programmering i halvfjerdserne af det sidste århundrede (J. Grinder, R. Bandler) åbnede muligheden for pålidelig beskrivelse og modellering af aspekter af hans erfaring, der er vigtige for at forstå den menneskelige natur. Disse aspekter af erfaring viste sig at være metastrukturer (metaprogrammer, overbevisninger, værdier, træk ved personlig identitet og bevidsthed om ens egen mission), grundlæggende mikrostrategier og deres submodale karakteristika. En måde at arbejde med de strukturelle træk ved menneskelig erfaring blev foreslået. Psykologer og psykoterapeuter i forskellige retninger begyndte at blive styret af princippet: "for at ændre det, der ikke passer os, er det nok at ændre dets struktur." Den strukturelle tilgang i psykologi og psykoterapi er blevet meget heuristisk og produktiv. Selve muligheden for at reproducere strukturen af ​​problematisk eller omvendt ressourceerfaring gennem modellering har åbnet muligheden for reel forståelse af patienters og klienters vanskeligheder og styre forandringer hen imod den ønskede tilstand. Psykoterapi og psykologisk rådgivning opnår status som en videnskab og praksis for at håndtere de ønskede forandringer hos patienter og klienter. Essensen af ​​psykoterapi er at håndtere passende ændringer i klientens problemrum. Denne essens er for alle modaliteter og hver af de forskellige psykoterapimetoder. Essensen af ​​psykoterapi udtrykker præcist de generelle træk, der er karakteristiske for enhver psykoterapimetode, enhver af dens modaliteter. De bør præsenteres i form af metastrukturer - ejendommelige metamentale nydannelser, der opstår hos klienten som følge af psykoterapi. Disse metamentale nydannelser, der afspejler det universelle indhold af hver metode, bør efter min mening søges i funktionerne i at håndtere hensigtsmæssige ændringer i klientens (patientens) problemrum. I lyset af denne tilgang er nogle i'er prikket. Det viser sig, at da essensen af ​​enhver psykoterapeutisk metode er invariant - at opnå de ønskede ændringer, så er dens specifikke modale egenskaberrepræsenterer kun en specifik vej eller måde at håndtere forandringer og opnå de ønskede ændringer på. Generelle naturlige, grundlæggende og dermed essentielle træk, der forklarer psykoterapiens integrative, centripetale tendenser, bør søges i teorien og praksis om håndtering af forandring og styring af personlig udvikling. Essensen af ​​en sådan (udviklings)ledelse er at organisere klientens aktivitet for at opnå nye mentale formationer. Generering af noget nyt er en generativitetsproces. Psykoterapi er faktisk en generativ proces, det vil sige processen med at skabe noget nyt – nye mentale formationer i patientens eller klientens personlighedsstruktur. Takket være disse nye formationer er klienten i stand til med succes at tilpasse sig kravene i testsituationer og dermed til en høj livskvalitet i en tidligere problematisk kontekst. Fremkomsten af ​​disse nye mentale formationer i klienten som følge af psykoterapi giver ham en ny status som et fuldgyldigt subjekt i sit eget liv og giver ham derved en uvurderlig mulighed for konstruktivt at løse vanskeligheder. Han viser sig at være i stand til at acceptere den udfordring, som livet byder på ham, og kreativt bestå testen i en problematisk situation. Det betyder at nå et højere niveau af personlig modenhed og livskvalitet. Generativ psykoterapi er en gren af ​​videnskabelig og psykologisk viden og praksis, baseret på undersøgelse og brug af mønstre og metoder til at udvikle generativ tænkning hos klienter i den psykoterapeutiske proces. Da klienten er fikseret på vanskeligheder, har han virkelig brug for generativ tænkning, som fjerner denne fiksering og bringer ham til et højere niveau af personlig udvikling og en bedre levestandard. Det paradoksale er, at klienten er mindst i stand til sådan tænkning. Og psykoterapeuten overtager i samspillet med klienten praktisk talt funktionen af ​​generativ tænkning, der er blokeret hos klienten. Fænomenet generativ tænkning ligger i fagets grundlæggende orientering mod nye og konstruktive synspunkter, beslutninger og handlinger. Kun energien af ​​grundlæggende nyhed og ubetinget nytte af de ønskede tilstande kan generere en følelse af perspektiv og inspirere klienten til vanskeligt, "pioner", uselvisk arbejde med sig selv. Samtidig udvikler klienten nye fysiologiske strukturer, der er i stand til at understøtte nye meta-psykiske neoplasmer (Sandomirsky M.E. 2005). Essensen af ​​psykoterapeutens adfærd, som aktualiserer klientens generative tænkepotentiale, er at modellere klientens ønskede tilstand og i fællesskab at udforske, under en psykoterapeutisk session, mulighederne for at bruge denne tilstand under virkelige forhold. Psykoterapi som en generativ proces viser sig faktisk at være en form for modellering og introduktion af en model af den ønskede tilstand i den indledende og tidligere problematiske kontekst for klienten. Generativ psykoterapi er baseret på processerne med at udvide klientens forståelse, opfattelse og adfærd i testsituationer for ham. Mønstrene og mekanismerne for en sådan ekspansion udgør genstand for generativ psykoterapi som en gren af ​​videnskabelig og psykologisk viden og praksis. Analyse af mulighederne for at udvide klientens kognitive-perceptuelle og adfærdsmæssige karakteristika, skabelse af en generativ model af den ønskede tilstand og dens implementering i en virkelig kontekst udgør essensen af ​​den metodiske side af generativ psykoterapi. En psykoterapeuts arbejdsmetode i paradigmet for generativ psykoterapi er bestemt af hans grundlæggende fokus på resultatet, på modellen for klientens ønskede tilstand. Den semantiske funktion af symptomerne på den aktuelle problemtilstand, som danner grundlag for forståelsen af ​​mål og målsætning, er hovedstøtten til at opbygge taktik til arbejdet med klienten. Indholdet af en generativ psykoterapeuts arbejde kommer til udtryk i at opnå information om klientens mål, som er immanent til stede i hans nuværende tilstand, samt i at opdatere hvad der er nødvendigt for at nå målet.